FORFØRENDE KÆLDERFUND
ANMELDELSE AF RUNE GADE, MAG ART OG PHD I KUNSTHISTORIE. DAGBLADET INFORMATION 23. JULI 2016
Nede i kælderen under Den Frie Udstillingsbygning har billedhuggeren Tina Maria Nielsen (f. 1964) skabt sit eget gemme.
Det er en sær og poetisk opmagasinering af ting, som ikke rigtig er ting længere, men synes på vej til at blive noget andet – funktionsløse ansamlinger, brudstykker og rester. Salon des Refusés kalder hun sit gemme med reference til de afviste kunstneres salon i Paris, der som modvægt til den censurerede salon blev etableret i 1863.
Med denne reference sammensmeltes Den Frie Udstillingsbygnings egen oprindelse og historie som et tilsvarende alternativt udstillingsrum med kælderrummets generelle karakteristika som pulterkammer for genstande, der balancerer usikkert mellem affektion og kassation, anerkendelse og afvisning. Ting, som er lige til at smide væk, men stadig så uhjælpeligt indgnedet i uafvaskelige minder eller en sidste, klæbende flig af anvendelighed, at det forekommer umuligt at skille sig af med dem.
Som Tina Maria Nielsen mange gange tidligere har demonstreret i udstillingssammenhænge, er der meget lidt overladt til tilfældet i de skulpturelle og rumlige materialeundersøgelser, hun foretager. Så nok kan man associere hendes kælderrum med et pulterkammer, men alle genstandene i rummet er stramt koreograferede og ordnede i en slags ’de fortabte tings teater’, hvor lyssætningens stærke kontraster bidrager til fornemmelsen af et stumt, men voldsomt drama.
Hvis der er en fortætning på færde, så handler den ikke om at mætte rummet med ting, men om at indkoge og udvinde en særlig emotionel patina af genstandene, mens de velanbragte hænger dér på kanten af at miste deres tingslighed og blive til mere ubestemmelige objekter.
LUFTIGE RUM
Hele kælderrummet er opdelt i scener og rum ved hjælp af tynde metalstænger, der med et mindstemål af grænsedragning alligevel formår at definere deres egne luftige og åbne rum. Tina Maria Nielsen har tidligere udfoldet hele grundplaner over bygninger i tre dimensioner med brug af sådanne metallinjer.
Det kunne man for eksempel se for ti år siden, da hun skabte det omfattende værk Lost Highway Hotel til Nikolaj Udstillingsbygning. I Salon des Refusés er det snarere en række montrer og vrangvendte gipsvægge, Tina Maria Nielsen konstruerer. De fungerer hver især som indramninger af lokale, partikulære dramaer, der præsenteres med en blanding af museal og kirurgisk æstetik.
Et sælsomt og næsten surrealistisk gemme, med andre ord. Tingene her fremstår med lige dele fetichering og patologisering, som om de i deres skrøbelige og fragmenterede eksistens besidder en skønhed, der bliver affødt direkte af deres dysfunktionalitet. Om de forskellige objekter er placeret på piedestaler eller på operationsborde, kan være vanskeligt at afgøre, men de aftvinger under alle omstændigheder én et særligt blik, som både griber objekternes materielle identitet og deres forvitrende tingslighed.
Ét rum præsenterer noget, der ligner fragmenter af propeller fra en bådmotor afstøbt i gips, men faktisk er ryghvirvlen fra en hval. Som de to identiske afstøbninger henholdsvis svæver og ligger på en sort sokkel i deres imaginære montre sammen med den oprindelige hvirvel, ligner de mest af alt et naturhistorisk museums spektakulære iscenesættelse af skeletdele fra en uddød art engle.
En anden montre viser en form for urban struktur skitseret i klodser og søjler, hvor en flækket og sammenlimet miniatureudgave af Bertel Thorvaldsens Kristusfigur fra Vor Frue Kirke står på en af soklerne, mens en knækket mindeplade over billedhuggeren Anne Marie Carl Nielsen ligger på en anden sokkel. Tina Maria Nielsens minimalistiske udtryk og interesse for rum og skala sammenkobles her – brudfuldt – med en dansk skulpturtradition, der satte figurationen og det statuariske højest.
For Tina Maria Nielsen har figurationen også altid været en bestanddel af værket, men ofte i en abstraheret form, der mere eller mindre har skjult dens mimetiske reference. Til forskel fra den klassiske skulpturtraditions interesse for at formgive via opmodellering eller udhugning, arbejder Tina Maria Nielsen desuden meget konsekvent med afstøbning og aftryk som kunstnerisk metode.
REBUS
En anden markant forskel fra den skulpturtradition, som både Thorvaldsen og Carl Nielsen tilhører, er afsøgningen af det ordinære og intime, Tina Maria Nielsen ligeledes med stor konsekvens har foretaget igennem de seneste 20 år. Det kommer også til udtryk på Salon des Refusés, hvor 1:1-bronzeafstøbninger af forkullede vinduespersienner, brugte og uddaterede mobiltelefoner eller en knækket paraply indgår i den samling af hverdagsting, der har mistet deres funktion eller står i fare for det.
Som altid hos Tina Maria Nielsen er det de nære omgivelser, det handler om. Hendes Salon des Refusés bliver på den måde også et raritetskabinet, der eksotiserer det velkendte ved at transformere det og give det en ny materiel legemlighed.
Der er ikke så lidt drømmeagtigt over det rum, Tina Maria Nielsen med Salon des Refusés har skabt. De sælsomme og sanselige tableauer med deres koncentrerede lyssætninger fremstår samlet som en rebus i tre dimensioner – en smuk, gådefuld og dragende rebus.
Kælderen som metafor for det ubevidste og det irrationelle synes i denne iscenesættelse at antage konkret materiel og rumlig form med en tingsverden af halvglemte og halvt genkendelige genstande, vrangvendte kopier af ting, vi omfatter med intim fortrolighed. Uden egentlig at bevæge sig under overfladen, men snarere ved at multiplicere den og rematerialisere den samme overflade, viser Tina Maria Nielsen os tingenes svimlende og forførende dybder.
Og hun demonstrerer igen, at hun står som en stor og original fornyer af den danske billedhuggertradition.