CARL NIELSEN OG ANNE MARIE CARL-NIELSENS LEGAT 2018

MAI MISFELDT, cand.mag. i dansk og kunsthistorie, anmelder ved bl a Kristeligt Dagblad

Tina Maria Nielsen har gennem hele sin praksis arbejdet med afstøbningen og aftrykket af verden. En særlig interesse har hun givet det oversete og det kasserede, som hun har taget form på og omsat til værker i alt fra paraffin, voks, gips, aluminium til sort eller blankpudset bronze. Hun har overflyttet rum og genstande fra én kontekst til en anden, fra ét materiale, til et andet. Flyttet værkstedet og hjemmet ind i udstillingsrummet, vendt kendte genstande på vrangen.

Hun har fokus på mellemrummene, sprækkerne i verden mellem det, der næsten ikke betyder noget, og på den anden side lynhurtigt er for meget. Hun har arbejdet med lukkede og åbne rum, med indersider og ydersider, med form og antiform, med fejl og skader. Hun er optaget af historien, af stedet og af den ånd som et givent sted har i kraft af de forskellige liv, som har udspillet sig der.I nærværende udstilling har hun haft Anne Marie Carl-Nielsens virke med sig.

Tina Maria Nielsen ser billedkunstnerens arbejde som en måde at tænke på, og hun kredser om den tænkningog den måde, den bliver synlig på igennem materialerne. Hendes værker har et konceptuelt udspring, i og med at hun afstøber ting, der findes i verden i forvejen, men det konceptuelle er netop bare afsættet for den videre tænkning, der følger af det fysisk krævende arbejde med materialet. Selve tilblivelsen og processen lægges frem i det færdige værk.

I det første rum på Den Frie, som oprindeligt var malersalen, viser Tina Maria Nielsen værket Front Matter (2012), som set fra den ene side er en stiliseret genskabelse af hendes ateliervæg og set fra den andenside mimer en trækulissevæg med støtteben. Materialet er gennemsigtige, sammenlimede akrylplader, der gør det umuligt at skelnede to siders udsagn – ‘front’ fra ‘matter’ – mens selve kanten næsten står frem som en stregtegning i rummet. Værket er på samme tid manifest og flimrende svært at fastholde. Skulpturen skjuler intet, hele processen med tydelige sammenlimninger er stillet til skue, kunstnerens helligste rum, værkstedet er helt lige til at se igennem. Samtidig er skulpturen en ubrydelig membran, en kontant afvisning, en hård flade, man er nødt til at gå udenom for at komme videre. Fronten er den side, vi møder verden med, det er også grænsen og der kampen, som udspiller sig i det materielle, bliver synlig.

Tina Maria Nielsen har været i kælderen på Kunstakademiet, hvor gamle afstøbninger af klassiske skulpturer og forme til disse ligger mere eller mindre glemt som et erindringens reservoir. Tina Maria Nielsen har udvalgt to skulpturer og en mængde arme og hænder, som hun fandt flere afstøbninger af og forme til i kælderen. Afstøbningerne og deres formdele har hun genskabt og bearbejdet i gips og bronze og samplet i installationen Past Present (2018), som er placeret i den oprindelige billedhuggersal.
Når man støber en helfigur, støbes armene ofte for sig selv og sættes på bagefter. De er tilføjelser til skulpturens krop, men de er samtidig helt afgørende for skulpturens udsigelse. Det er hænderne, der peger, gestikulerer, bærer tegn og symboler, åbner eller lukker sig mod beskueren. Hænderog arme er også billedhuggerens vigtigste redskab. De forbinder et abstrakt koncepttil en konkret virkelighed. Verden som vi kender den i dag er skabt af hænder. Som en henvisning til en ny højteknologisk verden, hvor en robotskabt virkelighed afløser den manuelle verden, ligger armene spredt og løsrevne fra deres oprindelse.

Skulpturerne er i forskellige i skala, oprindelse og stilart. Fra den arkaiske Kalvebæreren (ca. 570 f.kr.) med sin stiliserede og betydningsbærende forside, over en fragmenteret erotisk skulptur fra det 1. århundrede, og til en yndefuld kvindearmog en fast og muskuløs arm, der kunne have forlæg i Rodin. Tina Maria Nielsens blik på både skulpturerne, som skildringer af en ideel skønhed, og de gamle støbeforme er skulptørens. Hun har set dem som form,og ved at transportere dem over i nye afstøbninger, gør hun formen og tiden de er lavet i synlig for beskueren.

Skulpturerne har ikke kun en historie. De bærer også på en fortælling – der rækker ud og tilbage. Som spor.