THINGS WE STORE AND SPIDERS FROM MARS
Introduktion til Tina Maria Nielsens udstilling: Salon des Refusés af udstillingsinspektør Kit Leunbach, Den Frie Udstillingsbygning.
Hvad er det, vi vælger at gemme, og hvilke fortællinger ligger der bag det, vi gemmer? Hvad er det, vi ønsker at fortælle, med det vi gemmer, og hvilke historier ønsker vi, at andre skal have, når og hvis de finder, det vi har gemt? Salon des Refusés handler om det afviste og om at se i mørket, der hvor ikke alt er sort. Med udgangspunkt i begrebet kælder, både som sted og som metafor, undersøger Tina Maria Nielsen, hvilket potentiale der ligger skjult i mørket, og hvordan vi ved at samle, gemme og afvise konstruerer vores egen identitet.
Cool, nøgternt og usentimentalt bliver undersøgelser af hverdagsobjekter genstand for Tina Maria Nielsens konceptuelle billedhuggerpraksis. De ting, som vi er omgivet af, men som vi ikke lægger mærke til, bliver møjsommeligt genskabt i bronze, gips, paraffin, beton og andre materialer. I Salon des Refusés er det en akkumulering og ophobning af ting, som måske ikke tåler dagens lys, ting som er gemt væk og muligvis har et fremadrettet potentiale, som udgør udstillingens fortællinger. De skulpturelle elementer – mobiltelefoner, en persienne, strudseæg og en paraply støbt i bronze, edderkopper i sølv, en hvalryghvirvel i gips og paraffin, papkasser i pudderfarvet gips, samt stærkt symbolladede figurer som Thorvaldsens Jesus, hjælpeløst og omsorgsfuldt limet og sat sammen på ny – indgår alle som opbevaring i kælderens arkivalske system, eller prætentiøst iscenesat i metalkonstruktioner, kun oplyst af enkelte lyskilder.
I Tina Maria Nielsens kredsen om det afviste fremkaldes et flertydigt billede, som på den ene side er mørkt og dystert, men i endnu højere grad fyldt med muligheder. Med afsæt i stedets væsen, udstillingsrummets konkrete afsondrethed – en kælder i kælderen – placeret under jorden og uden dagslys, leder Tina Maria Nielsens greb tankerne i retning af det kuriøse raritetskabinet, men også til Wunderkammeret, også kendt som Kunstkabinet eller Kunstkammer. Wunderkammeret forbindes med encyklopædiske samlinger af objekter i renæssancens Europa. Objekter, til tider forfalskede, af naturhistorisk, geologisk, etnografisk og religiøs art. Eller historiske levn, kunstværker og antikviteter. Wunderkammeret blev betragtet som et mikrokosmos eller som et teater, der mimede en verdensorden med ting, som blev udvalgt og gemt med det formål at fortælle helt bestemte historier og derfor brugt til en måde at begribe verden på.
KÆLDEREN
Kælderen er her på én gang både frastødende og fascinerende. I kælderens dyb holdes noget nede og skjules. Det er stedet, hvor vi gemmer eller ligefrem skjuler det, der ikke, efter givne normer og trends, passer ind i fortællingen om os selv. Ting fra fortiden, som vi er knyttet til og derfor ikke kan skille os af med, fordi vi forestiller os, at de har en plads eller relevans i fremtiden. Men kælderen danner også ramme om passioner, er et helle, et intimt og privat sted til melankolsk fordybelse, et sted at trække sig tilbage, et sted for iværksættereventyr, hvor ideer udvikles, hvor samlermani og fetichisme udfoldes, og hvor ingen regler gælder.
Ud fra et psykoanalytisk perspektiv optræder begrebet kælder som et symbolsk sted for det underbevidste og undertrykte og er gennem tiden blevet brugt som metafor for sindstilstande, eksempelvis i Freuds personlighedsmodel. Endnu tidligere formulerede Søren Kierkegaard sin subjektivitetsteori som et hus i tre etager, en tredeling af sjælen i henholdsvis kælderen, stuen og førstesal. I kælderen var man, ifølge Kierkegaard, i sansernes vold og fortabt, hvis ikke man bestræbte sig på at forene de tre niveauer. ”[…] Den ubevidst fortvivlede vælger at bo i kælderen, i det sanselige og ønsker som sådan at blive her: han fortrækker ikke blot at bo i kælderen, nej, han elsker det i den grad, at han bliver forbitret, når nogen vil foreslå ham at indtage beletagen […]” . Et mere up-to-date eksempel på kælderen som underbevidsthedens dunkleste afkrog er dokumentarfilmen ‘I kælderen’ af den østrigske instruktør Ulrich Seidl, som i filmen skildrer menneskers hemmeligheder og nørdede passioner, dog i den mere prekære og excentriske ende af spektret.
MØRKET
Udstillingen Salon des Refusés placerer sig et helt andet sted og har et andet ærinde. Som Kierkegaards ”ubevidst fortvivlede” dykker Tina Maria Nielsen ned i kælderkulturens afkroge for måske at finde nye svar. Den japanske forfatter Haruki Murakami har sagt “Jeg er nødt til selv at bevæge mig ned i undergrunden for at finde mine egne historier. Dernede kan man ikke se klart, der lever tingene i mørke og tåge, men når man har vænnet sig til mørket, kan man begynde at skelne former og skikkelser,” På sammen måde synes Tina Maria Nielsen at rette vores opmærksomhed mod nuancerne i det sorte og gråzone skalaen. Den desorientering eller ophævelse af det fysiske rum, som mørket danner, giver os mulighed for at gense eller genopdage efterladenskaber og erindringer fra vores personlige arkiv. Hun opfordrer os til at udforske kælderen og mørket, til at påbegynde en slags selvransagelsesproces eller, som hun formulerer det, ”en nødvendig roden rundt i fortvivlelsen” .
Udstillingen adskiller sig fra tidligere udstillinger af Tina Maria Nielsen ved at præsentere et mere intimt og privat rum, uden at hun dog på nogen måde udbasunerer sit inderste indre eller udleverer sig selv. Hun spiller stadig på selvfølgeligheder, eller det vi tager for givet, og støber i bronze og andre ældgamle, traditionelle materialer, som man typisk forbinder med klassisk skulpturel fremstillingsmetode. Men de enkelte værkdele, som udgør totalværket, er ikke så usynlige og tilsyneladende tilfældigt placeret som tidligere. Man bliver, som altid med Tina Marias Nielsens værker, nysgerrig på, hvad der ligger til grund for hendes udvælgelse af genstande og readymades og nysgerrig på, hvordan en genstand gør sig værdigt fortjent til at blive støbt i ædelmetal. På udstillingen her er det i højere grad symbolladede genstade, som er blevet valgt ud. Den teatralske iscenesættelse af genstandene er heller ikke noget, hun tidligere har praktiseret. Modigt og insisterende, men også sårbart, bliver objekterne sat til skue og gjort tilgængelige. Bogstaveligt talt bringer Tina Maria Nielsen sine valg af gemte og afviste objekter frem i lyset.
På selve udstillingsplakaten ser man Tina Maria Nielsen komme op ad trappen fra dybet med en tung hvalryghvirvel i favnen. Ryghvirvlen er originalen, hvis man overhovedet kan tale om en sådan, men under alle omstændigheder udgangspunkt for værket Fragments of Ancient Poetry, hvor den er kopieret og støbt i henholdsvis gips og paraffin. Hvalen var strandet et sted på den danske vestkyst og fik en del medieopmærksomhed. Men hvad Tina Maria Nielsen præcis vil fortælle med netop denne hvalryghvirvel, får man intet entydigt svar på. Om der er referencer til bibelhistorien om Jonas og hvalen, eller hentydninger til hvalen som lever i havets dyb – i universets kælder – eller om det drejer sig om mere formelle stilistiske issues, synes ikke afgørende. I denne sammenhæng bliver hvalryghvirvlen genstand for én af de mange fortællinger, som udgør udstillingens indhold, og som Tina Maria Nielsen har valgt at åbenbare for os. Ligesom når Søren Ulrik Thomsen i sin essaysamling med titlen ”Repremiere i mit indre mørke” genoptrykker ældre tekster, som oprindeligt forholdt sig til en samtid eller fortiden, med repremieren håber på, at teksterne har en fornyet aktualitet i nutiden eller fremtiden. Salon des Refusés er Tina Maria Nielsens repremiere i hendes indre mørke, som ikke er så mørkt endda.
UDSTILLINGEN
Det første, man møder i udstillingen for enden af trappen, er bagsiden af en væg – vrangen. På den måde understreges det private rum. I den næsten mørklagte kælder skal øjnene i første omgang vænne sig til mørket og til det dunkle indre, der udspiller sig. Rimelig hurtigt intensiveres opmærksomheden dikteret af lyskilderne. Persiennen, med titlen Blind, hvis funktion netop er at adskille det private fra det offentlige, hænger som et arkæologisk fund. I Seeds of all Life, værket placeret på det spinkle bord med strudseæg, bliver selve formene, der i princippet kunne have været brugt til at støbe æggene, også udstillet, støbt i bronze. Som et ydre æg, der omslutter det egentlige æg, hvor betydninger forskydes og vendes på hovedet. Normalt ville disse forme være usynlige redskaber, men her trækkes de frem som et betydningsfuldt, symbolladet udstillingsobjekt. På samme vis fremhæves værket Protection, en ituslået og vindblæst paraply, som en iscenesat og æstetisk bronzeafstøbning, der ikke længere kan yde den beskyttelse, som oprindeligt var dens særegne egenskab. De skinnende mobiltelefoner, med titlen Generations, er vilkårligt placeret på gulvet som en stor mængde data, støbt og fixeret i bronze. Uanede mængder af historier fra de sidste par generationer gemmer sig i disse kasserede, outdatede mobiler.
Installationen bliver bl.a. indrammet af værket Vacuum, en tapetseret gipsvæg, hvor mere eller mindre genkendelige hverdagsgenstande ved en ”fejl” er blevet tapetseret over og således, til stor irritation, stikker ud af fladen i et reliefagtigt mønster. Man får en ustyrlig, pirrende trang til at pille eller kradse lidt i tapetet for at frigøre de fejlagtigt skjulte genstande – eller for at få afløb for den nysgerrighed, som unægtelig fremprovokeres i mødet med værket.
Det afviste bliver på udstillingen både italesat gennem udstillingens tema og titel. Men det afviste ligger ikke som et stramt dikterende didaktisk greb ud over alle udstillingens objekter og fortællinger, men skal snarere ses som et løst net, der både forbinder fortællinger og samtidig forgrener sig på flere niveauer. Titlen Salon des Refusés henviser desuden til en kunstudstilling i Paris i 1863, der viste den kunst, som var blevet afvist af juryen for “Paris Salon” – det årlige officielle udstillingsvindue for fransk kunst. Titlen forholder sig således til Den Fries historie, der udsprang af den etablerede kunstscene som et alternativ til den censurerede udstilling. Endnu et link til Den Fries historie findes i værket Re-stored, bygget op af en masse papkasser støbt i en blanding af gips og tegl (anvendes til bronzestøbning) der giver dem den karakteristiske pudderfarve, systematisk arrangeret i en af metalkonstruktionerne. Mellem kasserne er en flækket mindesten med påskriften Anne Marie Carl-Nielsen. Pga. en stavefejl kasseredes denne udgave af mindestenen for billedhuggeren – der var medlem af sammenslutningen – og har nu fået plads blandt andre kasserede og afviste objekter. På denne måde kobler Tina Maria Nielsen, på smukkeste vis, Den Fries historie ind i et narrativ om det afviste som et almengyldigt menneskeligt anliggende.
Det afviste, forstået i endnu bredere forstand, leder tankerne i retning af den højaktuelle flygtningepolitik og dermed også i de potentialer, som ligger i det afviste, der måske først opdages eller accepteres langt senere, hvis overhovedet nogen sinde. Eller alt det, som afvises af konventionerne og kun lever i underverdenen, i undergrundskulturer og subkulturer, på afstand fra den etablerede verden, men efter tilstrækkelig lang tid bliver comme il faut. Og som med alle de eksempler på kunstnere, der først bliver accepteret længe efter deres død. I værket Spiders from Mars er små, for nogle ulækre, edderkopper blevet støbt i sølv og er derved, i Tina Maria Nielsens univers, opgraderet til en højere status og en anden værdiklasse samtidig med, at hun helt forsigtigt får sneget en hyldest til David Bowie ind i udstillingen.
VALGET
Vi fortager en mere eller mindre bevidst selektion, når vi gemmer eller afviser. Som enkeltpersoner, men også som kulturinstitutioner, hvis opgave er at opbevare objekter fra fortiden, som i fremtiden fungerer som vidnesbyrd om en svunden tid. Hver gang vi fortæller en historie, er det én ud af tusinder af historier, som måske aldrig bliver fortalt.
Som Mia Christerdotter Norman formulerer det i forordet til Göteborg Biennalens katalog’: ”There is always another story hiding within the one having just been told”. Selve handlingen, det at vælge noget frem for andet, udspiller sig altså på flere niveauer i udstillingen, som i høj grad handler om de valg, vi tager, bevidst eller mere tilfældigt. Den handler om de konnotationer, som knytter sig til de ting og fortællinger, vi både bevidst og ubevidst iscenesætter os selv med.
Spekulativt og konkret, stramt og generøst udfoldes det afviste, kælderen, mørket og det at vælge – i udstillingen Salon Des Refusés.
På vegne af Den Frie Udstillingsbygning skal der lyde en stor tak til Tina Maria Nielsen for hendes mod, hendes utrættelige engagement og for at få os alle til at rette blikket nedad og åbenbare for os: potentialet i det hengemte.