NÅR MAN GRAVER I NOGET FINDER MAN NOGET ANDET

AF MARIA KJÆR THEMSEN MAG. ART. I LITTERATURVIDENSKAB


“What is the body? That shadow of a shadow of your love, that somehow contains the entire universe.” Rumi

Rids i huden og blodet pibler frem. Krads i overfladen og noget andet kommer til syne. Dette bedrageriske skin som både holder sammen på os, vores blod, skelet og organer, og som altid også vil afsløre os; vores alder, race, temperament, livsførelse, skrøbelighed.

Huden er kroppens største organ. Den er arkitekturen, der både indrammer og (h)udfolder, der fungerer som både blokade og åbning. Men hvad med huden i sig selv, kan skindet selv være et indhold? I Tina Maria Nielsens udstilling, Skin of mine, fungerer Brandts Klædefabriks karakteristiske arkitektur og historie – med store vinduer og åbne rum – som udstillingens afsæt for skulpturelle undersøgelser udi flader og overflader, hvorfor der skrabes i gulvet, kradses i væggen og skæres i ruderne. Arkitekturen og huden bliver på den måde analogier til hinanden – som rammer og indramninger, der rummer et liv.

Et særligt karakteristisk element ved udstillingslokalet er de store vinduespartier. Et vindue, et stykke transparent glas, besidder netop det karakteristika som er udstillingens afsæt omkring huden, som en afgrænsning mellem et ydre og et indre, såvel som et materiale i egen ret; man kan kigge igennem en rude, men den beskytter også mod det ydre, som en beskyttende usynlig membran. De skrøbelige ruder er blevet skåret i konkave og rundede dimensioner, som snitmønstre i det ellers firskårne glas, og er blevet stablet lag på lag, som en ophobning, der danner en fragil skulptur, der forbinder de stabile elementer af gulv og væg. Dette vinduesværk, Unframed (2013), lægger sig op ad tidligere transparente værker af kunstneren, som fx det store plexiglasværk, Front Matter (2012), vist på udstillingen Rundtenom på Den Frie, eller som i værkerne Snit (2012) skabt i spejlfolier og med semitransparente spejlmønstre, der skabte grafiske skyggemønstre på udstillingen Dobbeltsyn hos Clausens Kunsthandel. Det er værker, hvor rummets egenart danner udgangspunkt for skulpturelle og formelle arbejder udi transparente materialiteter. Hvor Front Matter var et installatorisk greb der satte hele rummet i spil, så var Snittene en fortættet historie omkring lag; forside og bagside. Disse lagdelte glas danner desuden en analogi til udstillingens papirvoksdyp, der ligeledes danner grafiske dybdevirkninger, som bygges op i processen, og hvor selve konturen kommer til at tegne en billedlighed.

På den eneste væg i rummet, der ikke stammer fra Klædefabrikken, men som kunstinstitutionen Brandts har tilføjet arkitekturen, har Nielsen skabt værket Matrice (2013). I ni meterstore gipsplader, der fylder det meste af væggen, har kunstneren skåret, skrabet og gravet en motivisk grundplan – i lighed med en klassisk arkæologisk udgravning – af sin moders hus i Odense. Et byhus i 4 plan, fra kælder til loft, som har været rammen om kunstnerens opvækst. Kunstneren har dermed skabt en form for historisk indgravering i pladerne, og ridset og hevet lag på lag af papir af pladen, indtil gipsen er trådt frem. Hermed sk(r)abes en kropslig forbindelse til det arkitektoniske materiale, når der ridses og kradses motiver i overfladen, der stammer fra ophavet, moderen. Håndens eller spartelens konkrete spor har på denne måde gravet sig ind under ’huden’ og blotlagt lagene, historien og stedet, og dannet en egen slags relieffer, der er begyndelsen til en rumlighed.

På et etymologisk plan knytter værkets titel, Matrice, flere af udstillingens elementer sammen. Grundstammen mater er latinsk og betyder moder. Mater er også grundstammen i udstillingens andet omdrejningspunkt, materialet. Desuden defineres matrice som en form, der frembringer noget, en form med fordybning i negativ til presning, prægning eller støbning. Inden for støbning kaldes en matrice et hunstempel - dét, der rummer noget andet.

Men der er ikke kun blevet skrabet i væggen. Der er også foretaget en udgravning i gulvet i udstillingsrummet, som havde der fundet en decideret arkæologisk udgravning sted i lokalet, der eftersøger spor fra fortiden. Den historiske – og stedsspecifikke – situation omkring de rumlige dimensioner gøres til værk og undersøgelse, når selve gulvet brydes op og væggen bliver til genstand for undersøgelse. Rummets grundbestandele, der ikke kun blokerer for det egentlige, men som selv danner fylde og mening – som en vedvarende, og på nogen måder paradoksal, undersøgelse af konturen, membranen og rammens egen dimension. For når man graver efter noget, finder man noget andet. At skrabe ned i jorden, er samtidig også at bryde interiøret, endda et forsøge at bryde ud af det, eller at lede efter noget andet. Det opgravede hul kunne dog også blot henvise til det træ, der er blevet fældet, og som ligger på gulvet i ædelt metal.

Træet, Line of Descent (2013) er et beskåret æbletræ støbt i bronze – en enkelt forgrening fra stamme til kvist med en æbleblomst-knop yderst. Nielsen har tidligere arbejdet med træet og dets immanente symbolik, der uvægerligt knytter sig til denne organiske stamme. Fx i værket Før Efter (2008), hvor ’træet’ mere var en skulpturel henvisning til et træ, med tynde bare grene og stamme af snoet armeringsjern (et materiale ofte brugt til før-stadiet inden en klassisk skulpturmodellering), og hvor der fra den ene gren hang et smukt skinnende æbleskrog støbt i tin. På Brandts er æbletræet, selv blevet afstøbt, og står ikke blot som et skulpturelt ’tegn’, men har dannet indhold, for den ramme af bronze, afstøbningen udgøres af. Træets hud og dets beskæringer vil kunne spores i støbningen som spor af menneskelig indblanding, der har skåret og stynet træet igennem tiden.

Æbletræets immanente mytologiske gods bearbejdes på forskellig vis i disse værker. I Før Efter er det som om at æblet, det fristende smukke æble, er vokset bespist ud af grenen – det uskyldige æbletræ spirer syndige frugter, som findes der ikke længere et sted uden skam og skyld. Det var netop spisningen af denne forbudne frugt, æblet, der gjorde huden syndig. Det bronzeafstøbte træ, der ligger på gulvet, fungerer dog også som en henvisning til den arkæologiske dimension af udstillingen. I et træs åreringe kan man som bekendt aflæse fortidens vejrlig. Træet er desuden grundstammen for et andet aflæseligt kulturmateriale, papiret.

Papiret findes flere steder som konkret materiale på udstillingen eller som latent materiale i træet. Men det bruges også helt konkret til lagdelte voksaflejringer, der danner hudlige hinder om papiret, der hænger i lag fra loftet og hindrer passagen i værket Body Matter (2013). Voksen er en hurtig støbeproces, som et stearinlysdyp, og den varme voks, de gentagne dyp, lægger sig som et fortættet lag om papiret, og danner ’landskaber’ og rumlige tegninger af skyggeformationer i det halvtransparente materiale. På denne måde dannes igen en henvisning til huden, der klæber sig varmende om et indhold – og hvori der kan ridses og kradses. Det er en måde at bearbejde det ubeskrevne blad, papiret, og derved bringe det tættere til sit udgangspunkt; for i denne proces, vil noget af papirets materialitet fremmanes og blotlægge sig.

Et vrangvendt klædestykke hænger som et efterladenskab på en væg. Under the Influence #2 (2013) er et stykke af kunstnerens tøj, en kedeldragt, der er blevet delvist dyppet i voks, der minder om, at stedet engang blev brugt til at producere klæder i. På denne måde knyttes udstillingens forskellige lag sammen i dette undselige stykke klæde, hvor rummets historie (klædefabrikken) føres sammen med materialeundersøgelsen, støbeprocessen og den private krop – den vrangvendte side, som den der har direkte berøring med huden. Det er et kunstnerisk greb, der indeholder en paradoksal afsøgning af tiden; det arkæologiske spor med op- og indgravning, der henviser til at der ledes efter noget fortidigt, noget indre, noget endnu ukendt, der knyttes sammen med støbeprocessen, som er kendetegnet ved at forevige og forankre. I Tina Maria Nielsens værker er der således et kontinuerligt udvekslende spil på færde mellem to sfærer; et organisk og foranderligt stof (huden, papiret, træet), der forædles, afstøbes og forsegles (i bronze, gips eller voks), og på den måde fastholdes i tid. - Det forgængelige bliver uforanderligt. Men det tidslige aspekt af denne proces, vender vedholdende tilbage til den aktuelle kropslige erfaring – omgivet af rum – der forsøges afdækket, åbnet, blottet, som en søgen efter noget oprindeligt…

*